Islynene jagtede kystbasser på Djursland

Tekst og foto: Juniorteamet, Anders Almskou & Carsten Rohde

Mens seniorerne fra Lystfiskerforeningen af 1926 rendte rundt ved Skjern Å og Storåen til laksepræmiere med laksefeber, havde juniorteamet sat juniorerne i stævne hele weekenden på Djursland. – Denne gang havde vi rigtig stor tilslutning.

Fredag ankom vi til sommerhuset ca. kl 17:00. Magnus, Jeppe, Christian og Oliver tyvstartede fiskeriet ved kysten inden resten af flokken kom. Det gav desværre ingen havørreder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Gensynsglæden var stor, da vi alle blev samlet. Vi lagde ud med at indtage det festmåltid, som Magnus havde medbragt – en dejlig lasagne hans mor Judith havde fremstillet. Hold op hvor den smagte! Efterfølgende råhyggede vi med fluebinding. Den berømte kystflue Brenda blev spundet, så der var efterladenskaber overalt på gulvet.

Anders havde medbragt sponsorgaver fra PH Grej i Viborg. Han havde planlagt en lille intern konkurrence, som havde til formål at øge fiskegejsten og styrke fokus på fiskeriet. Vi havde på forhånd planlagt hold som skulle fiske sammen. Holdene var delt op i 3 forskellige biler, og der var intern konkurrence mellem bilerne.

Der blev dystes om flest fisk pr. bil, og om største fisk pr. dag. Da vi dystede både lørdag og søndag havde vi to konkurrencer. Jeppe Bøgh var til lejligheden inviteret med, da vi skulle have tre biler til al juniorernes fiskegear.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Meget tidligt lørdag stod vi op og kørte til fiskevandet. Flere pladser blev gennemtæsket uden held. Og dog, der sneg sig en enkelt havørred på land. Undertegnende (Carsten) fik en rigtig god havørred på 62 cm.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Efter fælles frokost og afslapning kørte vi igen hver sin retning. Denne gang blev det til lidt flere havørreder. Kongen af undermålere Jeppe Bøgh blev slået af tronen. Det lykkedes Magnus at fange ikke mindre end fem havørreder under målet.

Senere på aftenen mødtes to af holdende tilfældigt på en af fiskepladserne. Her fangede Christian to blanke tykke havørreder over mål på henholdsvis 42 cm og 45 cm. Begge blev nænsomt genudsat.

Bilerne blev vendt mod sommerhuset. Aftensmaden skulle indtages. Anders legede kok sammen med Oliver og Ricki og med Jeppe Bøgh som hvidløgs-assistent. Pasta og kødsovs med hvidløg blev tilberedt – masser af hvidløg. Det smagte fantastisk. En enkelt senior (Carsten) måtte hurtigt i køjen efter dagens strabadser. Juniorerne hyggede videre med musik og aftenguf.

Lørdagens optælling af havørreder blev til ni stk. Holdet i min bil blev dagens vinder med syv havørreder.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tidligt næste morgen valgte et par juniorer at sove længe. Jeg meldte mig frivilligt til at vente, til de stod op. Anders og Jeppe tog afsted med de resterende juniorer. Meldingerne kom ind i mellem; ”Meget kraftig vind og ingen fisk”. Det lykkes dog Anders at fange en nedgænger på 60 cm som blev genudsat. En dyr fisk der kostede en stangspids ved landingen.

Lidt senere stod Jeppe Laursen op. Vi blev hurtigt enige om, at tage en tur for at finde en havørred til ham. Bilen blev vendt mod fiskevandet og vi tog til spottet, hvor jeg dagen forinden havde fanget min havørred. På vej til pladsen, fik han den flue, jeg havde fanget fisken på. Da vi ankom skiftede Jeppe til fluen, som Christian for øvrigt havde bundet. Efter et par kast havde han bid. En flot havørred under mål blev hurtig foreviget og genudsat. Dejligt.

Vi mødtes i sommerhuset til frokost. Da vi var færdige, gik alle juniorerne i gang med at gøre rent og pakke bilerne. Efter vores traditionelle gruppebillede, blev der sagt på farvel og på gensyn. Alle var enige om, at det havde været en dejlig tur, på trods af de få havørreder. Søndagens præmier blev fordelt ligeligt mellem juniorerne, da stillingen blev uafgjort. Vi kunne gøre status, med kun 11 stk. havørreder i hånden. Næste tur bliver en tørfluetur til åen.

Fra juniorteamet skal der lyde en stor tak til Jeppe Bøgh for at deltage og lægge en ekstra bil til. Der skal også lyde en stor tak til de forældre, der bakkede op med mad og guf.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

loading