Forstå opdelingen i laksekvoten 2023

Opdelingen af laksekvoten i tidskvoter, startede ved Skjern Å, hvor kvoten fra i år er indelt i tre tidskvoter. Nu har også Storåen fået indelt laksekvoten, her dog kun i to tidskvoter. Her fortæller fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk fra DTU, hvad meningen er med kvoteinddelingen og hvorfor det giver fornuft. 

Af fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk

I forbindelse med årets tildeling af kvoter har der været stillet opklarende spørgsmål til vilkåret omkring underinddeling af kvoten for store laks.

DTU Aqua vil meget gerne bidrage til større forståelse for og yderligere indsigt i, hvorfor det er biologisk nødvendigt at sikre storlaksenes tilstedeværelse i bestandene.

Laksebestandene skal være robuste for at kunne overleve
Den primære målsætning med forvaltningen af de vestjyske laks er at sikre et bredt genetisk fundament, som kan medvirke til at sikre laksens overlevelse og tilpasningsevne til fremtidens miljø- og klimaforhold. I den forbindelse er det vigtigt at bevare de forskellige livshistorie-typer, som er delvist genetisk bestemt. Derfor er det vigtigt med en balanceret fordeling i udtaget af grilse, mellemlaks og storlaks. Grilse er laks, der efter kun ét år i havet kommer tilbage til vandløbet for at gyde, mens mellemlaks og storlaks er laks, som har tilbragt mere end én vinter i havet (MSW – Multi Sea Winter).

Kvoter opdelt i både antal, længde og tidspunkt giver balanceret udtag af de tre laksetyper
En balanceret fordeling af de laks, der bliver taget ud af bestanden (hjemtaget) er helt afgørende. En afbalanceret udtagning mellem laksetyperne grilse, mellemlaks og storlaks kan opnås ved at opdele den totale laksekvote i flere underkvoter i forhold til længde og tidspunkt for udtagelse, hvor størrelsesgrænserne, så præcist som muligt, reflekterer livshistorierne, selvom et lille overlap i længde ikke kan undgås.

Figur 1. Fordeling af laksetyperne storlaks, mellemlaks og smålaks/grilse i vandløb i forhold til tidspunkt på året. Vandføring er ligeledes plottet. Laksedata er fra den naturlige laksebestand i Gudenå i perioden 1900-1915.

Ved først at opdele udtaget af laks i to størrelsesgrupper mindre eller lig med 73 cm og større end 73 cm er laks af typen grilse defineret og adskilt fra de øvrige typer af laks.

I størrelsesgruppen laks større end 73 cm er der to typer af laks, det vil sige mellemlaks og storlaks, som har et forskelligt antal år i havet. For at sikre et mere balanceret udtag af typen mellemlaks, som især har opgang i vandløbene senere end sæsonstart, kan en underopdeling af kvoten på laks større end 73 cm med fordel gennemføres tidsmæssigt i to halvdele. En halvdel, som bliver frigivet ved sæsonstart og en halvdel, når mellemlaksene påbegynder deres opgang i midt juni (figur 1).

Erfaringerne viser, at kvoten på storlaks bliver opbrugt og i mange vandsystemer sker det forholdsvis hurtigt efter premierestarten den 16. april.

For laksebestandene betyder det en forholdsvis høj hjemtagelse af de tidlige opgængere og de store laks (3 havår eller mere).

Ved at dele den kvoten på de store laks i to portioner opnås en fordeling på hjemtagne laks som også, både omfatter de store laks og tidlige laks og de senere og mellemstore laks (typisk 2 havår) og dermed også en mere afstemt hjemtagelsesrate på de forskellige livsstrategier, herunder størrelsesgrupper.

En 2-delt kvote sikrer en mere ligelig hjemtagelsen af store laks og mellemlaks og dermed bevares disse genetiske egenskaber og ressourcer bedre i bestandene.

Erfaringer fra atlanterhavslaksens øvrige udbredelsesområde (udlandet) viser, at særlig storlaksen er i risiko for at forsvinde fra bestandene ved uhensigtsmæssig forvaltning. Det at storlaksen forsvinder fra bestandene i udlandet er DTU Aqua opmærksom på og DTU Aqua skal sikre dette, så vidt muligt, ikke sker for de danske bestande.

Undersøgelser har vist den atlantiske laks står overfor store problemer i forhold til deres ophold i havet. Grundet klimaforandringer (temperaturstigninger) skal laksene vandre længere og dermed har de kortere tid til at vokse i deres optimale opvækstområder. Dermed kan laksene komme under kritisk pres for de skal på relativt kort tid tilpasse sådanne dramatiske ændringer i den basale livscyklus. Storlaksens livsstrategi er vigtige i forhold til artens fremtid.