Familiefiskedag fangede fiskere

Pinsesolen dansede sommervals i den blanke sø, da Lystfiskerforeningen af 1926, i anledning af Lystfiskeriets Dag, pinsesøndag havde inviteret folk og fæ på familiefisketur, ved Højkilde Fiskesø i Skarrild.

Omkring 150 børn og voksne, fra nær og fjern, var glade, morgenfriske og forventningsfulde mødt op, i håb om at fange en af søens flotte regnbueørreder. – Og forventningerne blev indfriet til fulde.

Kort efter formanden for Lystfiskerforeningen af 1926, Tonni Kjær Jensen havde budt velkommen og startet fiskedagen, blev den første ørred landet. Siden gik det slag i slag dagen igennem. Ørrederne var hugvillige – men også et par ål, et par aborrer og en stor rudskalle kom på land.

– Vi skal have børnene ud at fiske, så de kan få nogle gode naturoplevelser, siger Tonni Kjær Jensen fra Lystfiskerforeningen af 1925. – Derfor har vi lavet Familefiskedagen, som er børnenes fiskedag, og hvor de gratis kan få lov til at prøve kræfter med lystfiskeriet, og se hvad det er. Her kan de komme med deres far og mor, eller med deres bedsteforældre – og de behøver ikke vide noget som helst om fiskeri for at være med. Vi sørger for fiskegrej og instruktion, til de børn, der starter helt på bar bund.

– Flere børn har i dag fanget deres allerførste fisk. De stråler af lykke, uanset om det er en aborre på syv gram, som er dagens mindste fisk, eller en af søens store, flotte regnbueørreder. – De skal helt sikkert ud at fiske igen. Og så er vort mål nået – at fange nye lystfiskere.

På Familiedagen havde Danmarks Sportsfiskerforbund stillet instruktørerne, Jens-Ole Frier og Ingelise Frier til rådighed. De hjalp og underviste børnene, hvor der var behov for det.

Men, dagen bød dog også på andre aktiviteter end fiskeri. Børnene fik en stor oplevelse, da de under kyndig vejledning af Ole Damgaard, fik lov til at sætte 500 små vildlakseunger ud i Skjern Å, som løber lige bag fiskesøen. Lakseungerne stammede fra Danmarks Center for Vildlaks.

Senere tryllebandt naturvejleder Erik Jönsson børnene, med indfangede insekter og smådyr fundet i sø og å. Dyrene blev ivrigt studeret i mikroskop. Det var også muligt, at røre ved en levende ål, eller en snog.

 

Ind imellem var der grillpølser, snobrød bagt over bål, popkorn og masser af fine præmier.

Da dagen var omme, var der fanget godt 35 regnbueørreder. Det to skrappeste fiskere, 10-årige Malene Bachhavn fra Sunds og  12-årige Christian Rohde fra Hasselager havde fanget seks hver.

Den største ørred blev taget af ni-årige, Jens Damgaard fra Herning, den vejede 1320 gram og indbragte førstepræmien, en sprit ny, lækker enhånds fluestang sponseret af Korsholm i Skjern.

Andenpræmien gik til fire-årige, Holger Fredslund Andersen fra Skanderborg, han fangede en ørred på 1130 gram, og tredjepladsen gik til ni-årige Mathias Kjær fra Hammerum, der havde fanget en ørred på 1000 gram.