Fiskerikontrollen kom sejlende

Formanden for Lystfiskerforeningen af 1926, Tonni Kjær Jensen, var ude at fiske, lørdag formiddag den 21. april, da fiskerikontrollen pludselig kom sejlende på Classonsborg stykket ved Skarrild.

– Pludselig kunne jeg høre motorstøj, jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så en motorbåd, med tre mand komme sejlende ned ad åen i hurtigt tempo. Bådens motor og bevægelser lavede store dønninger i vandet. Fortæller Tonni Kjær Jensen og fortsætter:

– Temperamentet faldt dog hurtigt ned, da jeg så en person i noget der ligner politiuniform og kasket med teksten – Fiskerikontrol. Det viste sig kort efter at Henning Nielsen fra Vejle Sportsfiskerforening, der gik lige bag mig var kontrolleret – heldigvis havde han tingene i orden.

– Fiskeriet blev dog indstillet på grund af dønningerne og larmen fra båden.

– Senere på dagen kørte jeg en tur langs Skjern Å, for at se hvordan fiskeriet gik. Ved Borris krog mødte jeg kontrollen endnu engang ved 16.00 tiden. De kontrollerede en ormefisker, og der var tilsyneladende nogle mindre problemer.

– Jeg spurgte en af bådførerne, hvordan kontrollen var gået indtil nu. Han fortalte, at der var kontrolleret en del lystfiskere, og alle havde tingene i orden. – Dog var der et par stykker, som pludselig havde fået bundbid og måtte klippe linen.

– På broen ved Borris Krog gav en enkelt lystfisker udtryk for utilfredshed med kontrollen. Jeg gav udtryk for min store tilfredshed med, at kontrollen foregik på denne dag, hvor så mange lystfiskere var ved åen.

– Kontrollen er med til at sætte fokus på de nye fiskeregler , til gavn for – laksens tarv, slutter Tonni Kjær Jensen.