Kasketfiskeri på Lillebælt

havfisk6

Vejrudsigten lovede masser af regn og storm, med vindhastigheder op til 20 meter i sekundet, da Lystfiskerforeningen af 1926 lørdag skulle på havfiskeri i Lillebælt med MS Mira 3. Men, da 18 morgenfriske lystfiskere drog ud på bølgen blå, smilede Vorherre alligevel, og lod storm og regn vente. – Det blev derfor en dejlig og fornøjelig fiske- og hyggetur.

Mira 3 stævnede ud klokken 9.00. På vej ud til fiskepladserne var der friske rundstykker og basser med en lille en til.

Fiskene bed villigt på de medbragte børsteorm, og både issing, skrubbe, rødspætte, ulk, sej og torsk blev halet i land. – Ja, der blev såmænd også fanget en lille havbars – og en tom øldåse.

Den helt store fangst blev dog gjort, da formandens værdifulde og kære sixpence, efter en stormfuld flugt ud over havet, lidt senere blev fanget i et net.

havfisk2

De tre største torsk blev fanget af Bjarne Kjær, Erik Jønsson og Ilse Dam Larsen. Ilse Dam Larsens torsk var den allerstørste, og i øvrigt hendes første torsk. – For den modtog hun en lille præmie, ved turens slutning.

havfisketur1

Den mest uheldige lystfisker var Verner Mortensen, der under et gevaldigt bundhug knækkede sin fiskestang. Men, heldigvis havde en anden med i reserve.