Kulden bed mere end fiskene

Kulden bed mere end fiskene, da fiskeriet i Karup Å blev skudt i gang på en forrygende frostklar og smuk vinterdag.

Da foreningens lystfiskere klokken 13 var klar til en gang “skånsomt fiskeri” efter grøntsager i ærtesuppen, i den hyggelige fiskestue på Høgild Møllegaard, stod dagens budskab klart: Ikke mange lystfiskere ved åen – og heller ikke mange fisk.

Det gjorde heller ikke så meget. For de gule ærter, der var håndlavede af Verner Mortensens kone, var så fremragende, at premieremiddagen langt overskyggede fraværet af fisk.

Foreningens mangeårige bestyrelsesmedlem, og tidligere kasserer, Per Fredskild blev i øvrigt om formiddagen headhuntet til TV Midtvests nyhedsprogram, hvor han fik en pæn hovedrolle i indslaget om Karup Å premieren.