Minikursus blev en succes

40 lystfiskere fra hele landet, var lørdag den 4. maj samlet til arrangementet, Godt i gang – laksefiskeri, der fandt sted ved Skjern Å i Skarrild.

Arrangementet, der blev afholdt af Lystfiskerforeningen af 1926, havde fokus på både fluefiskeri, spinnefiskeri og de regler man nødvendigvis må kende for at kunne fiske laks.

Fluefiskeren og fluekasteren, Ronni Lagoni Thomsen, fortalte om, hvordan man vælger og sammensætter det rigtige fluegrej til laksefiskeriet, og om hvilke fluekast man med fordel kan bruge.

Derefter var der frokostpause. Siden handlede det om spinnefiskeri efter laks.
De to dygtige og erfarne laksefiskere, Niels Rhode Ottosen og Jesper Ottosen, satte deltagerne ind i kvoter, regler, fangstberetning og fortalte også, hvordan man tage skæl og vævsprøver, hvis man fanger en laks.

Deltagerne fik at vide, hvor laksen skulle findes i åen, og der blev øst ud af tips og tricks. Blandt andet viste Niels Rhode Ottosen, hvordan man nemt laver et releasetackle til sin spinner, så laksen skånsomt kan genudsættes. Men Jesper Ottosen viste, hvordan han i praksis spinnerfisker i åen.

Dagen bød på masser af viden og inspiration – både for nybegynderen og den erfarne laksefisker.

Stor tak til Ronny Lagoni Thomsen, Jesper Ottosen, Niels Rhode Ottosen samt dagens hjælpere Verner Mortensen, Erik Jønsson, Ole Damgaard og Emilie Svalebøg Rasmussen. – Og til alle positive deltagere i foreningen og uden for foreningen.

Ronny Lagoni Thomsen fortæller om fluefiskeri efter laks