Fire generationer til Lystfiskeriets Dag

Omkring 100 børn og voksne var søndag d. 21 maj samlet, da Lystfiskerforeningen af 1926 søndag d 21 maj bød på familiefiskeri ved Højkilde Lystfiskersø i Skarrild.

Anledningen var Lystfiskeriets Dag, der hvert år afholdes af lystfiskerforeninger over hele landet i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund.

– Formålet er at skærpe interessen omkring lystfiskeri og ikke mindst få børn og unge til at få øjnene op for, hvilke oplevelser naturen og lystfiskeriet byder på, siger formanden for Lystfiskerforeningen af 1926, Tonni Kjær Jensen.

I Skarrild artede vejret sig på Lystfiskeriets Dag fra sin bedste side. Solen skinnede og de nyudsatte, sølvglinsende regnbueørreder i søen gav fra tid til anden opvisning i luftakrobatik, når de kastede sig ud af vandet i vilde spring.

Ret hugvillige var fiskene ikke. Men der blev der alligevel fanget lidt fisk af forskellig herkomst – en regnbueørred, en ål, en gedde og talrige små aborrer.

Børn, forældre, bedsteforældre og oldeforældre hyggede sig sammen.

Bjarne Kjær Jensen, fra Sdr. Felding, der er bidt af en gal lystfisker og har slidt mange par gummistøvler op på jagt efter laks ved Skjern Å, havde taget sit oldebarn Walther på to et halvt år med på fisketur. Bjarne have nemlig en arv, han gerne ville give videre til oldebarnet: glæden ved fiskeri og natur.

Sammen fiskede de længe og tålmodigt – Belønningen kom efter flere timers venten. – En lille aborre.

Selv om det måske ikke var den største fangst, er der ingen tvivl om, at spiren til en ny lystfisker blev lagt den dag – med oldefar ved siden på bredden af søen.