Vejen banes for nye gydepladser

Vandplejeudvalget i Lystfiskerforeningen a 1926 er i øjeblikket i fuld gang med forberedelserne til etablering af to nye gydebanker til Skjern Å-laksen.

Gydebankerne skal ligge i Karstoft Å ved Stenlaksen nær Skarrildhus. Og projektet udføres med midler fra Skjern Å Lystfiskerfestival og Gruspuljen.

Grus og sten er bestilt, men inden materialey kan udlægges, skal adgangsforholdene på stedet være i orden.

Derfor var tre frivillige vandplejefolk Erik, Alan og Henrik i lødags på arbejde i øsende regnvejr. Der skulle ryddes pil. Erik Jønsson fortæller:

– Det var glædeligt at se, at gruset allerede var ankommet og lå oppe ved vejen.
– Klogeligt tænkt efter vejrudsigten startede vi med rundstykker, hvilket skulle vise sig at være en god ide. Det var det eneste tørre tidspunkt på dagen.

– Under det efterfølgende arbejde styrtede det ned, hvilket medførte at vi måtte bruge vadestav, hver gang vi skulle over åen.

– Men efter en gang velfortjent mad og kaffe, blev vi færdige ved 16.30 tiden. Da var der heller ikke et eneste sted på kroppen, der var tørt.

En stor tak skal lyde til Erk, Allan og Henrik. Man kan håbe de på et tidspunkt må fange en af Karstoft Å-laks. Det fortjener de bestemt.

Planen er nu, at vente på at vandet falder, så gruset kan udlægges.